Sports

Grønbæk om David N-afsked: Meget specielt



AGF’s midtbanespiller Albert Grønbæk fortæller til bold.dk, at det var meget specielt at tage afsked med David Nielsen i sæsonens sidste kamp. 

For ti dage siden tog David Nielsen endegyldigt afsked med AGF. 

Det skete i Aarhus-klubbens sidste sæsonkamp mod FC Nordsjælland, der blev spillet på Ceres Park. 

21-årige Albert Grønbæk spillede 81 minutter i kampen, der endte 2-2. Midtbanespilleren forklarer i et interview med bold.dk, at det var specielt at skulle tage afsked med cheftræneren, der havde været i AGF i mere end fire år. 

– Det var selvfølgelig meget specielt. Han har udrettet mange gode ting i klubben, og han har jo på en måde samlet Aarhus, siger han og fortsætter.

– Så jeg tror bare, at vi spillere prøvede at gøre det så godt, som vi overhovedet kunne, for at han kunne få en god afsked, siger han. 

Albert Grønbæk har kun prøvet at have David Nielsen som cheftræner, siden han blev seniorspiller. 

U21-landsholdsspilleren forklarer, at han i hele perioden har haft et godt forhold til den 45-årige træner, der i sin tid gav ham chancen på førsteholdet. 

– Jeg har haft det fint og godt med David (Nielsen, red.). Det er klart, at når det var ham, der gav mig chancen, og jeg samtidig spillede så meget, som jeg gjorde under ham, så er jeg selvfølgelig meget taknemmelig for det, siger han.

Speciel sæson

Ifølge Albert Grønbæk har særligt forårssæsonen været meget speciel. AGF vandt den første kamp mod SønderjyskE, men det skulle sidenhen vise sig at blive sæsonens sidste sejr.

AGF’s sæson sluttede således med en stime på 14 kampe i streg uden tre point, hvilket betød, at klubben i en kort periode var truet af nedrykning, hvis de øvrige resultater i nedrykningsspillet gik imod dem. 

Det endte aldrig med at gå så galt, men Albert Grønbæk forklarer, at han alligevel nåede at mærke alvoren i løbet af foråret. 

– Det har været meget, meget specielt. Især som ung spiller. Det har været noget helt andet pludselig at være under konstant pres. Det prøvede vi slet ikke i de to første år, jeg var med i Superligaen, men det har også været lærerigt, synes jeg. 

Midtbanespilleren uddyber, at han er blevet konfronteret med presset, uanset hvor han har befundet sig i løbet af foråret. 

– Det har været ligegyldigt, hvor man har været. Man har kunnet mærke forventningerne og presset uanset hvad. Det er også derfor, at det har været en meget speciel tid, siger han.

Holder fokus på U21

Siden afskeden med David Nielsen i sæsonens sidste kamp har Albert Grønbæk holdt en smule fri, mens han også har deltaget i de kombinerede landsholdstræninger, hvor både A-landsholdsspillere og U21-landsholdsspillere har deltaget. 

Mandag tjekkede han så ind i U21-landsholdslejren, der i de næste to uger har til huse i Vejle, hvor de skal træne og spille tre kampe i EM-kvalifikationen. 

Herefter skal midtbanespilleren holde ferie, inden opstarten til en ny 3F Superliga-sæson venter. 

Albert Grønbæk forklarer, at han forsøger at lade være med at tænke for meget over, hvem der mon står i spidsen for AGF-træningen, når sommerferien er ovre.

– Jeg forsøger ikke at tænke så meget over det. Jeg prøver at være fokuseret på U21-landsholdet, og når vi så er færdige her, må man tage det, som det kommer. 

– Det kan jo være, at der er kommet noget, inden vi er færdige her, lyder det fra Grønbæk.

Albert Grønbæk og resten af U21-landsholdet spiller den første af de tre kvalifikationskampe på lørdag, hvor Kasakhstan kommer på besøg på Vejle Stadion.



Source link

Leave a Reply

Your email address will not be published.